det danske sprogs historie

I 800-t. opstod dog et ubetydeligt skel, da diftongerne æi (af urnordisk ai), au, øy blev forenklet i østnordisk, den såkaldte østnordiske monoftongering, så nutidens resultat er fx islandsk reip, laus, leysa, norsk reip, laus, løyse = svensk rep, lös, lösa og dansk reb, løs, løse.

Grammatisk adskilte olddansk sig ikke fra fællesnordisk. Substantiverne var fordelt på tre køn; maskulinum (hankøn) var fx sten, femininum (hunkøn) bro og neutrum (intetkøn) horn. Den nordiske efterhængte artikel må være opstået i vikingetiden, men forekommer ikke i nogen olddansk indskrift. En typisk formulering er Sasur resþi sten æn gærþi bro 'Sasser rejste sten og gjorde bro'; tegnet þ svarer til engelsk th. Foruden med varierende endelser i flertal blev substantiver bøjet i fire kasus, fx ordet konge således:

Tegnet ʀ står for en lyd mellem stemt s og tungespids-r. Bøjningen af adjektiver og visse pronominer rettede sig efter substantiverne i køn, tal og kasus.

Den nydannede nordiske passiv fandtes i olddansk: þa kunungaʀ barþusk 'da konger krigedes' med datid af verbet bærja 'slå'. Den oprindelige passivendelse var som her -sk, en sammentrækning af det refleksive pronomen sik 'sig'. Foruden i aktiv/passiv, tid og modus blev verber bøjet i tal og person, fx drukne i indikativ aktiv:

I olddansk kunne et adled sættes foran eller (oftest) efter et substantiv som kerneled: hans kuna 'hans kone', kunu sina 'sin kone', sten þansi 'denne sten', dræng harþa goþan og harþa goþan dræng 'en fremragende kriger'; levn i nutidsdansk er de efterstillede adled i navne som Gorm den Gamle, Christian den Fjerde osv. samt bønnen fadervor. Sætninger var sædvanligvis bygget som nu, men i ledsætninger kunne verbet stilles efter et objekt, fx æs skip atti mæþ hanum 'som ejede skib sammen med ham'.

Vikingetidens danske runeindskrifter siger stort set kun, at A rejste denne sten efter B, ledsaget af få og sparsomme tillægsoplysninger. Ordforrådet i teksterne er derfor meget begrænset. Men ved tilbageslutning fra eftertidens ordforråd og sammenligning med andre nordiske, germanske og indoeuropæiske sprog kan det fastslås, at antallet af arveord i olddansk var mindst 5000. Hertil kom låneord. Enkelte var ældgamle, fx det fællesgermanske verbum købe = tysk kaufen, der var omdannet af det latinske substantiv caupo 'detailhandler', jf. det engelske adjektiv cheap 'billig', af good cheap 'godt køb'. Et fællesgermansk lån fra latin var også afledningsendelsen i fx morder = tysk Mörder, engelsk murderer; på latin var endelsen -arius, fx aquarius 'vandbærer', i olddansk -ari som i skipari 'sømand'. I vikingetiden blev talrige nye ord optaget udefra sammen med kristendommen, bl.a. døbe, sjæl, kirke, påske, pinse, degn, præst, bisp. De kom ind med engelske og tyske missionærer, der havde overtaget de fleste af ordene fra latin, hvor de atter var indført fra græsk; fx stammer bisp eller biskop = engelsk bishop, tysk Bischof fra latin episcopus af græsk episkopos 'tilsynsmand'. Med kristendommen fulgte også de latinske bogstaver, det nye verbum skrive, af latin scribere, og efter mønster af lat. legere en ny brug af verbet læse, der oprindelig kun betød 'samle'. Andre kulturord af latinsk oprindelse var fx mølle, mønt, pund, vin. Social lagdeling fandt udtryk i tyske ord som herre og frue.

Nogle ændringer i udtalen var ganske vist fællesskandinaviske. Konsonanten [θ], som i dansk blev skrevet th, blev i almindelighed til [t], fx ting for thing, i småord dog [d]: da, dem for tha, them. Den lange vokal a blev rundet til å, undertiden skrevet o, men normalt aa, fx hor/haar 'hår' for har med langt a.

Men et kompleks af udtaleforandringer, som fandt sted i 1100-t., var et særkende for dansk. I tryksvag stavelse blev vokalerne [a], [i], [u] ved den såkaldte infortissvækkelse reduceret til [ə]: kaste, time, morgen for fællesnordisk kasta, timi, morgunn, jf. svensk kasta, timme, morgon; undtaget var dog suffikserne -ig og -ing, fx daglig, dronning. Efter en vokal blev spiranterne (hæmmelydene) [v], [ð], [ɣ] ved den såkaldte spirantsvækkelse ligeledes reduceret; [v] faldt bort efter [u]: due, kue = svensk duva, kuva; [ð] faldt bort i en del ord, hvor lyden blev til [d] i svensk: ske, åre = svensk sked, ådra; og som hovedregel faldt [ɣ] bort efter [i] og [u] og dannede diftong med de øvrige vokaler: tie, flue = svensk tiga, fluga og vej, øje, mave, skov = svensk väg, öga, mage, skog med [g]; dog blev g ofte bevaret i skriften, fx sige, regn. Endelig blev klusilerne (lukkelydene) [p], [t], [k] efter vokal ved den såkaldte klusilsvækkelse omdannet til [b], [ð], [ɣ], fx reb, krybe, mad, uden, bog, kage = svensk rep, krypa, mat, utan, bok, kaka; i en del ord kom den spirant [ɣ], som var omdannet af klusilen [k], til at danne diftong i udtalen sammen med den foranstående vokal, dog uden at det blev markeret i skriften, fx stege, røg = svensk steka, rök.

I den gammeldanske periode undergik sproget store grammatiske forandringer. De tre køn blev reduceret til to, idet maskulinum og femininum faldt sammen i fælleskøn, og den efterhængte artikel blev i stigende grad brugt til at markere et substantiv som bestemt. I kasusbøjningen faldt akkusativ og dativ af substantiver og adjektiver sammen med nominativ; som levn af de oprindelige kasusformer blev nogle faste udtryk dog stående i sproget, fx ad åre, i hænde med dativ ental, til hånde med genitiv flertal, i vilden sky med akkusativ ental. I de pronominer, som bevarede en særskilt objektform, var det de oprindelige dativformer ham, hende og dem, der kom til at fungere på linje med akkusativerne mig, dig, os, jer.

Verbernes personbøjning forsvandt næsten helt; i datid af stærke verbers aktiv kunne anden person ental dog endnu få endelsen -t/-st: du gikt, du lodst, desuden nutid fx du skalt, du est. Meget tyder på, at også talbøjningen gik af brug i det talte sprog, men skriftsproget vedblev at skelne efter dette mønster:

Tilsvarende havde imperativ ental kaste (efter ca. 1550 kast), tag og imperativ flertal kaster, tager. Optativ og infinitiv faldt sammen i kaste, tage.

I en gammeldansk sætning var ledstillingen ikke helt fast. Der var tendens til at sætte objekter og adverbialer foran det infinitte verbum, i helsætning fx tha mughæ mæn æi børn fra hænnæ takæ 'da kan man ikke tage børnene fra hende' og i ledsætning sithæn frændær hauæ een sinnæ boot for hænnæ takæt 'efter at frænderne én gang har modtaget bod for hende'. I ledsætninger kunne også det finitte verbum sættes sidst: huo som geste biude wil 'den, som vil indbyde gæster'; og ligesom i det forrige citat kunne rækkefølgen i centralfeltet være subjekt — finit verbum — adverbium, jf. allæ storæ fiskæ thær man ma æi bæræ 'alle store fisk, som man ikke kan bære'. Både helsætninger og ledsætninger kunne dog desuden bygges på samme måde som i nutiden.

Ud over det nuværende Danmark omfattede det gammeldanske sprogområde Skåne, Halland og Blekinge samt Slesvig til Ejderen. Adskillige gammeldanske tekster bar tydeligt dialektpræg med fx skånske former som baghare 'bager', stonda 'stå' eller jyske som fræ 'fra', begynnels 'begyndelse'; men de skrivende søgte i stigende grad mod en fællesdansk norm, der stemte mest med sproget i rigets centrale landskab, Sjælland. I landskabslove, i retsstiftende dokumenter, oplysende og opbyggelige skrifter, fortælling i form af legender og historieskrivning m.m. blev det danske sprog opdyrket. Et af redskaberne var et udvidet ordforråd.

Over 1500 nye ord blev optaget udefra. De fleste kom fra nedertysk, dels med indvandrede nordtyske adelsslægter, dels og især med købmænd og håndværkere fra hansestæderne, der prægede handels- og bylivet. Nedertysk var et fremmed sprog, men med ordformer som hus, bok, eten, riden stod det nærmere dansk end det sydligere højtysk: Haus, Buch, essen, reiten. Af de nedertyske ord hørte mange bylivet til: borger, handel, rente og håndværkerbetegnelser som skomager, snedker osv. Andre vedrørte samfundets øverste lag, fx ridder og hof, militære emner som fane, krig og krudt, atter andre hverdagslivet: bukser, støvle, køkken, tallerken mfl. Dertil kom abstrakte substantiver som frygt, lykke, magt, vilkår, adjektiver som bange, kort, rund, smuk, ægte, verber som blive, føle, håbe, mene, ske, spille, adverbier som dog, jo, straks. I nogle tilfælde blev et arveord fortrængt, fx øpe af råbe; men ofte fik et arveord blot et nyt synonym: bange ved siden af ræd, ske ved siden af hænde osv., eller et arveord fik ny betydning som fx syde i forhold til låneordet koge.

Af hjemligt ordstof kunne der fra gammel tid dannes flere typer af sammensætninger og afledninger, de sidste med præfikser som mis- og u-, fx mistro, uren, suffikser som -skab og -lig, fx venskab, tålelig. Med den nedertyske påvirkning fulgte nye orddannelseselementer, præfikserne be-, bi-, for-, suffikserne -agtig, -bar, -eri, -hed, -inde, -mager, -ske. Tidligst kom de ind med rent tyske låneord, fx begynde, forvandle, livagtig, frihed = beginnen, vorwandelen, lifachtich, vriheit. Men snart blev de produktive med danske arveord: bedømme, forbryde, løgnagtig, tyveri, storhed osv.; suffikset -else i fx døpelse 'dåb', der var omdannet af nedertysk dopisli, blev langt mere produktivt i dansk end i tysk. Afvigende fra arveordene, der havde hovedtryk på første stavelse, skabte de lånte afledninger to nye ordtyper i dansk, den ene udtalt med tryksvag optakt: bedømme og forbryde, den anden med hovedtryk på sidste stavelse: tyveri, ligesom i fransk, hvorfra nedertysk allerede tidligere havde optaget suffikset -eri. Adskillige lån fra latin føjede sig ind i samme mønstre, fx artikel, eksempel, historie og studere med tryksvag optakt og ord som natur, sentens, element, nation og universitet med tryk på sidste stavelse.

Originalteksten til Jyske Lov fra 1241 er gået tabt, men der er bevaret ca. 75 afskrifter fra middelalderen. En af de ældste, der befinder sig i Flensborg, er nedfældet på pergament omkring 1300 med en fast og letlæselig gotisk bogskrift; efter tidens skik bruges i Flensborghåndskriftet ofte en apostrof som forkortelse for bogstavforbindelsen ær. Udsnittet er fra lovens 1. bog.

Efter kapiteloverskriften med rødt blæk: hwat sæghæ skal then thær barn døpæR. ii (dvs. kap. 2), lyder selve teksten således: Thæt skvlæ mæn oc witæ hwa barn døptæ oc wat hin saghæ thær barn døptæ. for thy at barn ma æi kallæs cristnæth vten thet warthær døptæ i fathærs nafnæ oc suns hin hælghæ andæ. for thy at swa skal hin sighæ thær barn døpær. æc døpæ thic i fathærs nafn. oc suns oc hin hælegh and. En kvnæ skal aldrigh barn døpæ af man ær til. Æi skal barn oc døpæs i annæt en i watnæ.

På nutidsdansk: "Hvad den skal sige, der døber et barn. Det skal man også vide, hvem der døbte barnet, og hvad den sagde, der døbte barnet, fordi et barn ikke må kaldes kristnet, uden at det bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. For sådan skal den sige, der døber et barn: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Men en kvinde skal aldrig døbe et barn, hvis der er en mand til stede. Ej heller skal et barn døbes i andet end vand".

I Flensborghåndskriftet træder dialekten ret tydeligt frem, fx i pronomenet æc, der svarer til nutidens sønderjyske æ 'jeg'.

I den tidlige middelalder, da det latinske alfabet kom i brug, skabte de skrivekyndige en dansk stavning, som må have svaret ret nøje til udtalen. Forandringerne i udtalen førte til stor usikkerhed i senmiddelalderens håndskrifter, men med masseproduktion i bogtryk søgte skriftsproget fra 1500-t. igen mod en fastere gammeldags norm; herunder blev et historisk urigtigt stumt d indført i en mængde ord i forbindelserne ld og nd, fx fuld, kalde, mand, kvinde, hvor svensk sproghistorisk korrekt har full, kalla, man, kvinna. Offentlig debat om skrivebrugen førte i 1889-92 til, at undervisningsministeren fastsatte regler for skolerne. De store begyndelsesbogstaver i substantiver, som efter tysk mønster havde været fast norm fra omkring 1700, blev i 1948 afløst af små, og skrivemåden aa efter svensk og norsk forbillede ændret til å.

Det nydanske ordforråd har været i stadig vækst. Med den lutherske Reformation i 1500-t. veg den nedertyske indflydelse efterhånden for højtysk; låneord herfra er anstrenge, begejstre, erfare, gevinst, omsonst mfl. samt det produktive suffiks -mæssig. Hen imod 1700 blev fransk det internationale prestigesprog, hvorfra dansk optog bl.a. arrangere, avis, chok, genere, jaloux, miljø, nervøs, trist. Fra slutningen af 1800-t. og især efter 1945 har engelsk domineret med ord som cornflakes, droppe, flop, hall, image, juice, klovn, lighter, okay, show, starte, strejke, teste, trawler, weekend. Stadig nye tilskud kommer fra latin, fx centrum, ekstra, imponere, kontakt, motor, serie, vital; fra græsk stammer ord som bibliotek, kaos, myte, organ, teori mfl.; hertil kommer græsk-latinske nydannelser, fx akupunktur, maniodepressiv, telefon. Tættere omverdensforbindelser har været bestemmende for lån af bl.a. grønlandsk kajak, finsk sauna, italiensk risiko, spansk guerilla, russisk trojka, japansk kimono. Som modvægt mod det fremmede er hjemlige udtryk bevidst blevet skabt siden midten af 1700-t.; men ofte lever importerede ord videre i samspil med hjemlige: alliance, cirka, dressere, effektiv, passion ved siden af forbund, omkring, afrette, virksom, lidenskab osv. Mange udtryk er dannet ved oversættelseslån, fx dagblad efter tysk Tageblatt og fransk journal og frynsegode efter engelsk fringe benefit.

Intet fremmed sprog har øvet stærkere indflydelse på dansk end det nedertyske. Af løbende ord i en nutidig dansk tekst af almindeligt indhold udgør de nedertyske sandsynligvis op til 16-17%, de græsk-latinske 4-8%, de franske 2-4% og de engelske næppe over 1%.

Det gammeldanske sprogområde blev mindsket stærkt ved tabet af Skåne, Halland og Blekinge 1658 og ved det tyske sprogs gradvise fremtrængen til den nuværende grænse. Under unionen med Norge 1380-1814 var det gammelnorske skriftsprog ved år 1500 gået af brug og udskiftet med dansk; først fra 1907 begyndte en officiel fornorskning af "det almindelige bogsprog", nu bokmål. Mange danske ord er gået ind i grønlandsk og færøsk, mens islandsk har optaget væsentligt færre. Med hensyn til bøjning, sætningsbygning og ordforråd har dansk i alt væsentligt udviklet sig parallelt med nabosprogene norsk og svensk.

Den stilistiske udformning af skriftsproget var allerede i gammeldansk under fremmed påvirkning. Skønt landskabslovene var på dansk, blev andre retsstiftende dokumenter længe udfærdiget på latin, og da centraladministrationen under Margrete 1. gik over til dansk, fulgte man det latinske mønster, hvorved en dansk kancellistil blev til. Dens modpol var det jævne talesprog, som glimtvis gjorde sig gældende i fx reformationstidens hidsige debatter og Holbergs komedier. Generationen efter Holberg omdannede det gængse latinpåvirkede bogsprog efter franske mønstre, men skriftsprogets almindelige ideal forblev længe en akademisk prosa med vidtløftige sætningskæder, en stil, der også vandt indpas i aviserne. En ny, talesprogsnær stil blev skabt af H.C. Andersen og opdyrket af impressionisterne efter 1870. I 1900-t. fulgte journalisterne trop, og fra ca. 1970 begyndte centraladministrationen at afvikle kancellistilen.