Betsafe Liga-klubben Hobro er i færd med en massiv oprustning efter sidste sæsons niendeplads.
Tidligere fredag kunne bold.dk afsløre, at klubben havde sikret sig Mads Laudrup, og nu har man lukket aftaler med yderligere fem nye spillere.
Der er tale om angriberen Mustafa Hassan, som senest har spillet under den nuværende Hobro-træner Klavs Rasmussen i Næstved, samt den alsidige eks-Viborg-spiller Lasse Ankjær, den tidligere OB-stopper Oliver Larsen, Søren Zachariassen (tidligere Vejle Boldklub Kolding) og målmanden Jesper Weinkouff, der forlod FC Hjørring i juni efter at have ageret reserve for Karim Zaza.
- Mustafa Hassan har vi været interesseret i tidligere. Vores træner har trænet ham i Næstved og kender ham godt, og han vil bidrage med noget speed og passer i det hele taget godt ind på holdet, siger Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
- Lasse Ankjær har været anvendt på midtbanen i Viborg, men vi vil bruge ham som angriber, som han også var i Skive. Han har noget andet end de angribere, vi har i forvejen - han er fysisk stærk og god med ryggen til mål. Ham forventer vi os meget af.
- Oliver Larsen er en komplet forsvarsspiller på vej frem. Han havde et tilbud fra FC Fyn og kunne have valgt den lette løsning at blive i sin hjemby, men har valgt at vælge fodbolden først.
Hobro har netop sagt farvel til angrebsstjernen Danilo Arrieta.