Ny Kaledonien

Ny Kaledonien er en af verdens sidste europæiske kolonier. Det er desuden et af EU's såkaldte OCT (Overseas Countries and Territories). Territoriet er et af meget få, som i officielt FN-regi får støtte til selvstændighedsbestræbelser.

Ved folketællingen i 2019 var 41% af befolkningen kanakker, de oprindelige melanesiere; 24% franskmænd, 8% er indvandret fra Wallis og Futuna, mens andre kommer fra Vietnam, Indonesien og Polynesien. Andre betragter sig selv som blandede efterkommere, ligesom en del hvide ikke betragter sig selv som franskmænd eller europæere.

Der er store spændinger og uligheder mellem den oprindelige befolkning og de hvide, som ligner et klassisk mønster fra andre europæiske kolonier.

Ny Kaledoniens økonomi er ganske bredt baseret med en landbrugssektor (kopra, kaffe, lokale fødevarer, kvæg- og fårehold), skovbrug, fiskeri og en del turisme. Men langt den vigtigste eksport er mineralforekomster, herunder 25 % af verdens nikkelreserver.

Øen Ny Kaledonien er dannet som et fragment af Den Indoaustralske Kontinentplade, der ved pladetektoniske bevægelser blev adskilt fra Australien for ca. 65 mio. år siden. Den ligger i en zone, hvor der sker underskydning (subduktion) mod Stillehavspladen, hvorved der er dannet meget kraftigt foldede og metamorfoserede bjergarter.

I en sen fase af underskydningen er ultramafiske, dvs. olivin- og pyroxenrige, bjergarter fra Stillehavspladen skudt op over de foldede bjergarter. De ultramafiske bjergarter dækker omkring en tredjedel af øen, og de er rige på forskellige tungmetaller som nikkel, chrom og cobalt.

Ny Kaledonien er omgivet af verdens næstlængste barriererev (efter Great Barrier Reef). De øvrige øer er dannet som rygge på gamle vulkanske øbuer.

Det officielle sprog er fransk. Den indfødte befolkning taler melanesiske sprog, hvoraf følgende har status som regionalsprog: drehu (der tales af ca. 13.000 mennesker) og nengone (med ca. 8700 talere) på Loyalitetsøerne samt paicî (ca. 7300) og ajië (ca. 5400) på selve øen Ny Kaledonien. Alle tal er fra 2009.

De ikke-europæiske indvandrere taler javanesisk, vietnamesisk og forskellige polynesiske sprog, især wallisiansk og tahitiansk.

Austronesisk-talende folk bosatte sig i Ny Kaledonien før 1000 f.v.t., men muligvis er papuanske folk kommet til området mange tusinde år tidligere. Først få århundreder inden europæernes ankomst i 1700-tallet tog polynesiske folk Loyalitetsøerne i besiddelse. Den oprindelige befolkning, kanakkerne, var organiseret i klaner, der indgik i autonome stammer, som sprogligt adskilte sig fra hinanden. Yams spillede en central rolle både som fødemiddel og kulturelt, og forfædrenes ånder dyrkedes med høvdingene som forbindende led.

• kolonialisme
• Stillehavet
• Melanesien
• FN
• EU
• melanesiske sprog
• oceaniske sprog